Glamoramas første udgivelse var en såkaldt stafet produktion, hvor hele 19 inviterede musikere blev bedt om at give deres impulsive tilføjelse til det de blev præsenteret for. Albummet blev en volumiøs produktion, med lyse og mørke modsætninger i rumlige lyddimensioner.

Opsigtsvækkende var Dario Campeottos vokalmedvirken på den blødende kærlighedsduet Brændte billeder, ligesom Chris Speddings fløjsbløde slide på Drik af mig og Ikke en drøm – og ikke mindst punk-ikonet Marco Pirroni´s fræsende guitar på Flammer.

Alle medvirkende gav på hver deres måde Glamoramas første album et helt særligt præg.

Og hvad er så Glamorama? Hvordan skal man beskrive musikken?

Navnet Glamorama er taget fra Brett Easton Ellis roman af samme titel. Først og fremmest fordi ordet smager godt i munden. Det er et ord som skaber billeder. Det lyder stort og bidende, larmende glat, excentrisk og cool. Når vi arbejder med musikken er billederne en blanding af sugende spænding, hviskende mørke, langsommelig insisteren, elektriske suk og poleret facade . Musikken er en blød bevægelse ind gennem disse billeders klare modsigelser. Noget, som på samme tid er smukt og grimt, hårdt og blødt, roligt og larmende. Et suk og et skrig.

Vi vil noget... Men det er ikke sikkert det hjælper at vide hvad vi vil. Måske er det bare en drøm. En hvisken udefra, noget vi hørte forleden, eller noget der sang, dengang vi var små. Det er noget der vil ind – eller ud. Og det synger om os og om de som kan høre det.

Vi vil bevæge rummet. Vi er fascineret af rummet vi bevæger os i. Rummet er dramatisk, for det kalder på mennesker og menneskers minder.
Der er altid toner i rummet. Og der er altid tid i rummet. Sjældent er der ingenting i rummet. Men selv ingenting er noget.

Vi er draget af toner som var her engang. Toner som vidner om chancer vi havde og om valg vi tog. Vi åbner hænderne og fanger noget. Øjeblikket er her nu. Kærligheden venter på en åben dør.

TILBAGE